Lbebnd.png

Mens nogen venter

Nobelprismodtageren Samuel Beckett begik i begyndelsen af 1950'erne et teaterstykke, ”Mens vi venter på Godot”, hvor to klovneagtige skikkelser, Vladimir og Estragon, venter på en Hr. Godot.

De har ingen klar idé om, hvem han er eller om hvorfor de venter på ham. Præcist hvornår han kommer ved de heller ikke – og deres venten er forgæves, for Godot dukker aldrig op, men de får hver dag af en dreng at vide, at Godot ikke kommer i dag, men helt sikkert i morgen. Stykkets (manglende) handling består mest af en absurd dialog.

Alle venter

Stykket har gået sin sejrsgang i teatre rundt om i verden, fordi det alligevel handler om noget, som alle mennesker kan forholde sig til: At vente og ikke kunne andet. Nogle gange kommer vi i situationer, hvor vi ikke kan tage hjemmefra, fordi vi venter på en anden, som vi er nødt til at være hjemme for at tage imod.

Uanset hvad vi venter på, så låser det os oftest fast på stedet. Det kan ikke nytte at gå på café og vente på bussen – og det kan heller ikke nytte for Vladimir og Estragon at forlade det sted, hvor de har fået besked om, at Godot vil dukke op.

Så hvem venter på hvem eller hvad, og ventes der det rigtige sted?

Vi venter ikke, men er optaget af spørgsmålene, "Hvad skal Danmark leve af i fremtiden - og hvordan skal ledelse så udvikle sig" - vi mener at have flere af disse svar klar.  

 

 



TANKEMAILS

Name: *

Email: *

* Skal udfyldes
 

SECOND TO NONE